Kære mormor
Tak fordi du altid har været der. Tak for al den tid jeg har haft sammen med dig ♡
I dag er det Sankt Hans.
Og min mormor har altid bagt den b e d s t e kringle til Sankt Hans aften, som blev spist til kaffen efter et kæmpe Sankt Hans bål.
Og til ære for min mormor, har jeg i al beskedenhed forsøgt at gøre hende kunsten efter.
Det er hendes opskrift. Eller rettere, så er det egentlig AMO’s opskrift.
Trykt i et lille AMO hæfte af ukendt årstal, der har tykke, brune sider, som er ved at falde fra hinanden.
Under alle andre omstændigheder, så er jeg en fortale for “ren” mad – mad hvor man ved hvad der er i, som er tættest på naturen og mindst muligt forarbejdet. Derfor er jeg også stor tilhænger af rigtig smør fremfor margarine.
Men når det kommer til opskrifter, hvor smagen og duften er tynget af minder og traditioner, så kan jeg godt se imellem fingrene med mit ideal. Ellers så smager mormors kringle bare ikke som mormors kringle bør smage !
Mormors kringle
Ingredienser
Kringledej
- 75 g gær
- 2 dl mælk
- 1 æg
- 500 g hvedemel
- 100 g sukker
- 150 g margarine
- 1/2 tsk salt
- 1/2 tsk stødt kardemomme
Remonce
- 125 g margarine
- 125 g sukker
- 50 g rosiner (kan udelades - har jeg tendens til)
Desuden
- hakkede hasselnødder eller mandler
- perlesukker
- æg til pensling
SÅDAN GØR DU
- Bland alle de tørre ingredienser til dejen.
- Kom sukker, mælk og margarine i en gryde og varm det op til margarinen er smeltet.
- Lad mælken køle til lillefingervarm og rør æg og gær ud heri. Rør den lune mælk i de tørre ingredienser og rør dem sammen.
- Drys mel på køkkenbordet og ælt dejen kort. Der skal eventuelt bruges lidt ekstra mel, men dejen må ikke blive tør.
- Lad dejen hæve i 20 minutter. I mellemtiden røres blødt margarine med sukker.
- Slå dejen ned og rul den ud til en lang pølse. Rul den ud til en 12-15 cm bred strimmel og fordel remoncen (og rosiner) i en stribe på midten. Fold dejen sammen mod midten.
- Anbring kringlen på en bageplade, pensl med sammenpisket æg og drys med hakkede nødder og perlesukker.
- Efterhæves i 15 minutter og bages ved 200 grader i 20-25 minutter.
Skriv et svar